Dataområder er nu klarmeldt i FLIS

Dataområderne Økonomi, Borger og Skole har nu så høj datakvalitet, at de er klarmeldt i FLIS.

27 FLIS-kommuner har i andet halvår af 2013 fået valideret data i FLIS. Valideringen viser, at FLIS nu har en tilfredsstillende datakvalitet på dataområderne Økonomi, Borger og Skole, mens der fortsat udestår rettelser på Personaleområdet.

De 27 kommuner udgør et repræsentativt udsnit af de danske kommuner, og som et vigtigt led i datavalideringen er samtlige økonomi-, personale- og skolesystemer repræsenteret. Det betyder, at alle systemer inden for økonomi, borger og skole nu kan klarmeldes i forhold til valideringen.

Christian Boserup Sjelborg, Vordingborg Kommune, siger omkring deres deltagelse i datavalideringsmødet: ” Det har været meget spændende at deltage, fordi vi selv skulle tjekke DAK-rapporterne og derved skulle konstatere om vores datakvalitet er tilfredsstillende i FLIS. Forløbet gav os et samlet overblik over, hvor langt vi er med FLIS og over datakvaliteten i de enkelte systemer” Omkring kommunens fremtidige brug af FLIS tilføjer han: ”FLIS vil hos os, på sigt, blive brugt til både internt og eksternt benchmarking. Desuden kan vi se en klar fordel i at få lavet nogle rapportudtræk, der kan give os de data, vi skal bruge til fx kvalitetsrapporter m.m. På den måde kan vi bruge mere tid på selve analysen og mindre tid på selve indhentningen af data.” 

Sammenhæng mellem FLIS og kommunens data

De medvirkende kommuner har modtaget en skriftlig opsamling på datavalideringsmødet, hvor de har tilkendegivet, at de var enige i FLIS-projektets konklusioner. Konklusionerne er samlet i en oversigt, der viser kommunernes lokale systemlandskab og farvekoder, der viser kvaliteten af nøgletallene i FLIS på de pågældende områder.
Definitionerne på farvekoderne er:

  • Grøn: Min. 95 % af nøgletallene på det pågældende område vurderes anvendelige til benchmarking. Hvis der er enkelte nøgletal, der ikke vurderes anvendelige er de specifikt udpeget og fejlen kendes.
  • Gul: Størstedelen af nøgletallene vurderes anvendelige til benchmarking, men der er for visse grupper af nøgletale udfordringer. Det er muligt at identificere udfordringerne og dermed afgrænse de områder, der umiddelbart ikke bør anvendes til benchmarking.
  • Rød: Størstedelen af nøgletallene vurderes ikke anvendelige til benchmarking på nuværende tidspunkt og de konkrete løsninger kendes ikke på nuværende tidspunkt.

23 kommuner er enige i, at deres økonomidata er i grøn, imens tre kommuner vurderede, at de er gule og en kommune mangler at svare. De gule markeringer hos de tre kommuner skyldes udfordringer med det korrigerede budget, mens oprindeligt budget og forbrug klarmeldes. På borgerområdet er 25 kommuner i grøn, en kommune i gul, og en kommune har ikke svaret. Med to mindre rettelser i release 2.1 d. 7. feb., forventes det at borgerområdet er i grønt for alle kommunerne. Skoleområdet er 21 kommuner i grøn, fire i gul og to kommuner har ikke fået valideret deres data. Den langt overvejende del af kommunerne melder derfor, at nøgletallene beregnes korrekt, og at der er fuld sammenhæng til egne data.

”De tværgående data er tilfredsstillende, specielt på økonomi området er vi tæt på 100%. Vi regner med at Fravær- og Boger-områderne også vil være tæt på 100%, når de udmeldte versioner er klar til brug i begyndelsen af 2014.” afslutter Christian Sjelborg, Vordingborg Kommune.

Arbejdet med klarmelding af personaleområdet

FLIS-projektet har arbejdet meget med personaleområdet, men der skal fortsat laves rettelser på dette komplekse område. Området er derfor på nuværende tidspunkt sat i rød, men tre kommende rettelser forventes at give en markant forbedring af nøgletallene. Rettelserne forventes at komme med i FLIS i kommende versioner til februar og maj 2014. Projektet vil iværksætte nye datavalideringsaktiviteter med udvalgte kommuner, hvorefter området forventeligt vil blive klarmeldt.

Indenfor den næste uge udsendes der via FLIS dialogportalen og i FLIS præciseringer om beregninger og udfordringer på personaleområdet.

Mangler din kommune at få kvalitetssikret data i FLIS?

Med den gode datakvalitet i FLIS kan kommunerne nu for alvor komme i gang med at anvende løsningen. KL og KOMBIT vil gerne understøtte, at de resterende kommuner ligeledes får valideret egne data, så også de er valide i forbindelse med benchmarking.
FLIS-kommuner inviteres derfor d. 24. februar og d. 20. marts til to større datavalideringsmøder, hvor KL og KOMBIT kan rådgive og hjælpe kommunerne i deres kvalitetssikring af egne data. Tilmelding og mere information findes her.
Der vil også i februar 2014 blive iværksat aktiviteter, hvor kommuner, der ikke er med i FLIS, kan få valideret deres data.